I mange virksomheder er arbejdet med rykkere en tidskrævende disciplin. Det kræver opmærksomhed, struktur og omfattende manuelt arbejde at sikre rettidige påmindelser om forfaldne fakturaer. Gebyrer, renter, rykkerniveauer, kommunikation og dokumentation skal administreres korrekt, og processen bliver ofte personafhængig.
Men sådan behøver det ikke være.
Af Nicolai Haunstrup
Med automatisering af rykkere i Business Central kan du forvandle hele arbejdsgangen til et glidende, ensartet og fuldautomatisk inkassoflow. Det betyder færre manuelle opgaver, færre fejl, hurtigere betalinger og en mere professionel kundekommunikation.
I dette blogindlæg dykker vi ned i, hvordan automatiseringen fungerer, og hvorfor det bør være en del af enhver moderne finansafdelings opsætning.
Hvorfor automatisere rykkere?
Rykkere er ikke kun et administrativt værktøj - de er også en vigtig del af virksomheders likviditetsstyring og kundehåndtering.
Med automatiseringen kan du:
- Identificere forfaldne poster helt automatisk
- Få systemet til at bestemme, hvilket rykkerniveau kunden er nået til
- Beregne eventuelle gebyrer og renter uden manuel beregning
- Generere og udsende rykkere enten som dokumenter eller via e-mail
- Sikre en ensartet tone i virksomhedens kommunikation
Alt dette handler om mere end effektivitet. Det skaber også gennemsigtighed og forudsigelighed i dialogen med kunderne.
1. Fundamentet: Opsætning af rykkerbetingelser og -niveauer
Inden automatiseringen kan gå i gang, skal rykkerprocessens “regler” defineres. Det sker ved opsætning af rykkerbetingelser og rykkerniveauer i Business Central.
Nedenfor har vi opsat to rykkerbetingelseskoder, der differentierer den indenlandske rykkerprocedure fra den udenlandske.

Rykkerbetingelserne bestemmer overordnet, hvordan jeres rykkerflow skal fungere, mens rykkerniveauerne udgør de konkrete trin - fx “1. påmindelse”, “2. rykker”, “Sidste rykker før inkasso”.
Nedenfor er der opsat tre rykkerniveauer for den indenlandske rykkerprocedure.

Et rykkerniveau kan bestemme:
- Hvor mange dage efter forfald en rykker må sendes
- Hvilke gebyrer og renter, der skal opkræves
- Om der skal være en respitperiode, så nyligt betalte fakturaer ikke rykkes
- Hvilken standardtekst kunden skal modtage
Derudover kan virksomheden opsætte unikt tilpassede e-mail- og dokumenttekster for hvert rykkerniveau. Det betyder, at tonen automatisk kan blive mere formel og konsekvent, efterhånden som kunden kommer længere i forløbet — helt uden, at medarbejderne selv skal skrive beskederne.
Kort sagt: Når rykkerbetingelser og rykkerniveauer er på plads, ligger hele logikken klar til brug i automatiseringen.
2. Hvor opsættes automatiseringen?
Når opsætningen er på plads, går turen til siden ”Automatisering af rykkere”. Den findes hurtigt via søgning i Business Central, og herfra er alle funktioner tilgængelige med få klik.
På siden samles hele automatiseringsprocessen. Hver automatisering består af én eller flere handlinger, som tilsammen bestemmer, hvordan Business Central skal håndtere jeres rykkere.
3. Opret selve automatiseringen
Når du opretter en ny automatisering, skal de generelle indstillinger først defineres:
- Hvilke rykkerbetingelser den gælder for
- Hvor ofte automatiseringen skal køre
- Om den skal køre manuelt, ugentligt, månedligt eller på en brugerdefineret datoformel
- Eventuelle filtre for kunder, niveauer eller særlige betingelser
Når disse indstillinger er på plads, fungerer automatiseringen som en ramme, der kan fyldes med handlinger. Det er her, automatiseringen for alvor tager form.
4. Kernen i processen: Opret – Udsted – Send
Business Central arbejder med tre centrale handlingstyper:
Opret rykkere
Her identificerer systemet automatisk alle forfaldne poster og opretter de rykkere, der passer til kundens aktuelle niveau.
Det er her, du definerer:
- Maksimale rykkerniveauer
- Om poster på hold må indgå
- Om alle forfaldne poster skal inkluderes
For hver handlingstype opsættes en rykkerhandling, hvor det præcist kan defineres, hvad steppet skal udføre, baseret på en række filtre.

Udsted rykkere
Når en rykker er oprettet, skal den "gøres officielt". Det håndteres også automatisk. Rykkeren ændrer status, så den er klar til at blive afsendt.
Send rykkere
Dette er punktet hvor Business Central sender rykkeren til kunden, typisk via e-mail.
Her kan systemet:
- Vedhæfte fakturaer som PDF
- Bruge korrekt e-mail layout
- Tage hensyn til sprog og brugerdefinerede tekster
En stor fordel er, at virksomheden frit kan sammensætte handlingerne. Man kan lave én samlet automatisering med alle tre handlinger eller opsplitte dem i flere mindre. Det giver fleksibilitet og mulighed for at bygge præcis det flow, virksomheden har brug for.
Når de tre ovenstående punkter er opsat, vil de fremgå som nedenfor i vores vindue for automatisering af rykkere:

5. Definér rækkefølgen
Automatiseringen fungerer trin for trin. Derfor er det vigtigt at sikre rækkefølgen:
Opret - Udsted - Send
Heldigvis er det ligetil at ændre rækkefølgen med simple op- og ned-pilknapper.
6. Jobkøen: Motoren bag automatiseringen
Når automatiseringen er oprettet og startet, tager jobkøen over. Den styrer selve eksekveringen og kan planlægge kørsler f.eks.:
- Hver dag
- En fast ugedag
- Flere gange om ugen
- Efter specialregler
Jobkøen sikrer stabil drift og giver mulighed for at:
- Pause eller stoppe automatiseringen
- Justere tidsintervaller
- Se fejl og kørselslog
- Følge med i performance
Det betyder, at automatiseringen kører i baggrunden uden at kræve manuel indblanding.
7. Kommunikation, der passer til alle niveauer
En professionel rykkerproces handler ikke kun om at sende påmindelser, den handler også om at kommunikere korrekt. Business Central gør det muligt at tilpasse:
- Tekster i selve rykkerdokumentet
- E-mailhilsen og afslutning
- Forskellige sprog til forskellige markeder
Dette sikrer en ensartet stemme i virksomhedens kundekommunikation og hjælper med at fastholde et godt forhold til kunderne, selv i situationer hvor man skal opkræve betalinger.
8. Historik og fejlhåndtering
Automatiseringen kommer med fuld historik, så virksomheden:
- Kan se alle udsendte rykkere
- Kan analysere rykkerforløb pr. kunde
- Hurtigt opdager fejl som manglende e-mailadresser eller ugyldige konfigurationer
Det giver tryghed, overblik og gør det nemt at forbedre processerne løbende.
Et moderne og pålideligt inkassoflow
Automatisering af rykkere i Business Central er ikke kun en smart funktion, det er et strategisk værktøj. Det hjælper virksomheder med at opretholde en sund likviditet, spare tid og skabe en professionel kommunikation med kunderne.
Når rykkerprocessen kører automatisk, frigør du medarbejdere til mere værdiskabende arbejde, reducerer fejl og sikrer, at kunden altid får den rette påmindelse, på det rette tidspunkt.
